03-02-2010
Bedre sundhed styrker konkurrenceevnen
I forbindelse med et igangværende trivselsprojekt for Sodexo's rengøringsmedarbejdere på Rigshospitalet har Dansk Firmaidrætsforbund bragt en artikel om Sodexo i Magasinet fra Dansk Firmaidrætsforbund nr. 1, januar 2010.
Uddrag fra artiklen "Bedre sundhed styrker konkurrenceevnen"
For at stå stærkest muligt i konkurrencen og styrke sit image som en attraktiv arbejdsplads har Sodexo, støttet af Forebyggelsesfonden, sat et større fokus på medarbejdernes sundhed på den interne dagsorden. Det sker som led i en sundhedscertificering af Dansk Firmaidrætsforbund, og foruden et tilbud til samtlige medarbejdere om en sundhedstest består projektet af initiativer, der bl.a. skal gøre hverdagen lettere for medarbejderne samt udstyre ledere og teamledere med værktøjer til at optimere planlægningen.
En bedre sundhed på arbejdspladsen handler om mere end medarbejdernes trivsel og arbejdsglæde. Sundheden er vital for virksomhedens konkurrenceevne. - Sygefraværet er altafgørende for, hvordan vi klarer os konkurrencemæssigt. Rengøring er en medarbejdertung branche, og det er på medarbejderne, at omkostningerne ligger. Med et lavt sygefravær kan du slå alle ud, mens et højt fravær kan ødelægge arbejdspladsen, siger Mikkel Andersen, forhenværende afdelingsleder i Sodexo på Rigshospitalet i København.
Mikkel Andersen ser sundheden som et vigtigt parameter i trivslen og medarbejdernes effektivitet. Arbejdsglæden er sammensat af mange parametre, men det skal være sjovt at gå på arbejde. Han glæder sig over resultatet af den indledende spørgeskemaundersøgelse. Med en svarprocent på 75 ligger den over gennemsnittet i forhold til tilsvarende undersøgelser, og den viser stor loyalitet blandt medarbejderne, der opfatter Sodexo som en social ansvarlig arbejdsplads.
Samtlige medarbejdere har fået tilbudt at få lavet en sundhedsprofil – en test, der giver et billede af medarbejderens generelle sundhedstilstand. Testen bliver fulgt op med rådgivning om bl.a. kost og motion af en sundhedskonsulent. - 80 pct. af medarbejderne sagde ja til tilbuddet, og det er vi positivt overrasket over, da det kan være grænseoverskridende for nogle på en arbejdsplads, siger HR Manager Christian Thyssen.
Læs hele artiklen her